Hej. Den med det utætte bruserhoved har jeg også prøvet, men det jeg vil fortælle om her, var et andet og langt vanskeligere problem at finde. Vi fik vores B37C i 2006 og hver gang vi havde været ude og sejle, var der lidt vand under dørken, og vel at mærke KUN når vi havde været ude og sejle. Jeg ledte efter problemet i flere år, og det var føret efter en samtale med én af Floors medarbejdere, at årsagen blev fundet. Han (Flemming) fortalte mig, at det var et kendt problem, at der var et lille hul fra min gummiliste ude agter og ind i båden. På vores model er der en bred hvid gummiliste rundt ved badeplatformen/agterenden, og i bunden af den sidder der et metalbeslag, hvori der er boret et lille hul, således at regnvand/havvand løber ud, og ikke lægger sig på gummilisten. Problemet var, at Bavaria havde boret hullet for tæt på selve skroget/agterrummet, hvorved der var kommet et lille hul ind i agterrummet fra gummilisten. Vandet kom dog kun ind af det lille hul, når vi sejlede og den hvide gummiliste kom under vand. Det var let at se, da vi fik beslaget og gummilisten taget af. Hullet blev lukket og jeg har ikke haft problemet siden.